Autocamper

Autocamper


Vi har valgt en Van model, da vi ikke ønsker begrænsninger i forhold til at køre i små byer eller stejle veje. Da autocamperen kun er 5,98 m lang, kan den parkeres på almindelig P-plads i større båse.


Vi faldt hovedsagelig for det lange køkkenbord, som går fra midten af skydedøren og helt ned til sengen. I andre lignende vans er der et højt skab lige inden sengen, hvilket efter vores mening gør vognen meget smal og mørk.


Der er masser af opbevaringsplads til vores udstyr, tøj og andet habengut. Der er naturligvis noget smalt i gangarealet og man skal lige blive enige om komme rundt om hinanden, men det vænner man sig hurtigt til.

Hobby Vantana Premium K60Ft 2019



Køleskabet er et 12V kompressor køleskab og er placeret i overskabene over køkkenbordet. Det fungerer rigtig godt uanset udetemperatur, men har ingen fryseboks og kan desværre heller ikke køre på gas.


Toiletrum er rigeligt stort til at man ikke føler sig klemt inde i et lille rum, selvom der naturligt nok ikke er plads til de store armbevægelser.

Når der tages brusebad suges badeforhæng ikke ret meget ind og det fungerer rigtigt fint. Det er selvfølgelig ikke de lange bade man tager, men en hurtig afskyldning, indsæbning (uden vandet løber) og afskyldning igen.


At sengen vender på tværs, betyder jo at den der ligger bagerst skal kravle over den anden - men igen det vænner man sig til. Samtidig er sengen noget høj, men det har vi løst ved en foldbar skammel, som kan stå inde i skabet under kørsel. Til gengæld giver det mulighed for en fantastisk hvileplads med udsigt.


Siddegruppen består af de to virkeligt gode forsæder, der kan drejes og en kort bænk. Derved kan man sidde overfor hinanden når man spiser, spiller, læser osv. Bænken er dog lidt smal og man må ikke have for store numser, hvis man skal sidde to.

Fiat Ducato 2,3 liter, 150 Hk


Vi er glade for den store motor (Hobby autocampere fås også med en 2,1 liter, 130 Hk motor), da den giver godt træk på mere krævende stigninger. Vi kører ca. 11 km/liter i blandet kørsel. 


Vi har eftermonteret ekstra bodelsbatteri og kan derved klare os ca. 4 døgn uden 230V opladning.


Desuden har vi fået sat fast gastank i, således at vi kan påfylde gas efter forbrug - det er p.t. kun muligt 2 steder i Danmark, men er meget almindeligt i udlandet.


Der er et stort bagagerum under sengen og flere rum til diverse udstyr i siden bag vandtank og gasrum (midt i vognen).


Vi har 95 liter friskvandstank og 10 liter varmtvandsbeholder og det har vist sig rigeligt til vores campingadfærd. Vi tømmer tanke hver 3-4 dag, men iøvrigt når der er mulighed for det. Når vi bor på campingpladser, bruges deres bad og toilet naturligvis.


Eneste minus ved Fiat er deres meget grimme GPS-holder-løsning. Designeren har formentlig haft en god ide, og indrømmet - det fungerer fint. Men kønt er det ikke!

Send os  en hilsen