Vores første julemarked
I Sevilla mødte vi også vores første julemarked - nemlig ved boderne omkring domkirken.
Her i Spanien er det jo ikke nisser og julemænd, der præger billedet, men derimod julekrybber i alverdens udforminger samt figurer til at sætte i.
Andre figurer er også taget med, fordi vi synes, de var så flotte.
Forhåbentlig får vi flere julemarkeder at se på vores tur hjemad gennem Europa.
Flamenco og tapas
Fra barndommens ture til Spanien har Lone altid været betaget af flamenco og da vi nu havde muligheden for at se det live, bestilte vi billetter til en aftenforestillilng. Vi måtte desværre ikke filme eller tage billeder, men det var en flot enkel forestillilng med en meget smuk og dygtig danserinde, en sanger og en fabelagtig guitarrist.
Der skulle naturlivis også smages på tapas og det blev til både lidt før og efter showet. Fordelen ved tapas er jo, at det er små portioner, som nemt kan deles. Ulempen er dog at man ikke helt ved hvad man bestiller.... men vores smagte godt.
Efter flamenco og flere tapas gik turen hjemad gennem de oplyste gader - en smuk by.
Desværre var juleudsmykningen ikke tændt endnu - det havde været flot at se det.
Tilgengæld måtte vi have gang i cykellygterne, da turen gik hjemad mod overnatningspladsen. Det gik nu fint ad udmærkede cykelstier.
Som nævnt skulle vi mødes med vores venner igen, denne gang ved solkysten - nærmere bestemt på Camping Cabopino, ikke langt fra Marbella.
Det blev til 6 dage med hytte, sol- og badeferie, drinks ved stranden, gåtur langs stranden på strandpromenaden og en tur til Malaga med bus. Det var rent hygge og afslapning, som ikke er blevet så dokumenteret til vores film/dagbog. Vi holdt simpelthen fri.
Da det blev tid til at forlade Camping Cabopino, kørte vi fra solkysten nordvest på for at besøge byen Ronda. Det var søndag og vi var ikke de eneste, der havde fået den ide, så vi opgav og kørte videre.
Vi vendte dog tilbage igen om mandagen og der var ikke nær så mange mennesker, og det var til at komme til at se den flotte bro over kløften. Imponerende bygningsværk, der hvert år trækker tusinder af turister til. Det præger også byen, der har rigtig mange souvenirbutikker - læder, figurer, tørklæder mm. og mange restauranter. Vi kørte videre efter et par timer.
Efter vi havde droppet Ronda om søndagen, kørte vi videre til Zahara de la Sierra, der ligger smukt op ad klippen over en azurblå sø.
En vildt flot og hyggelig by med en fantastisk beliggenhed, Billederne taler vist for sig selv.
Efter besøget kørte vi til en gratis overnatnings- plads i Argonodales.
Mandag morgen besluttede vi så at køre tilbage til Ronda, for at se den berømte by, men denne gang køre bag om Zahara de la Sierra og op gennem bjergene ad den lille snoede bjergvej til byen Grazalema.
Det blev en udfordrende tur for Niels, der ikke er så vild med højder, men også en utrolig flot tur.
Det smukke landskab skal lige have et par ord med på vejen. Når vi kører gennem landet, søger vi altid ud på de små veje, for her får man den ene smukke udsigt efter den anden.
I området omkring Ronda er der ikke så mange store veje, men det kan anbefales at prøve nogle af de små veje - belønningen er stor.
Man finder smukke frokostspot og views, der tager pusten fra en. Vi har prøvet at fange det på film (se den nedenfor) men det er svært at få helheden og storheden med.