Ikke langt fra Alberobello ligger en rund hvid by på en bakketop - Locorotondo. Det er en stor by nu, men oprindeligt lå byen inden for den den runde bymur. Udsigten fra den lille bypart var utrolig flot. Der var stille i gaderne, da vi gik rundt i de hyggelige smøger - der er stadig noget tid til turistsæsonen starter.
Efter et besøg i den smukke og enkle kirke kørte vi ud mod kysten og fandt et overnatningssted ved Sant'Andrea på en "Agriturismo", som er et landbrug, der åbner sine porte og lader autocamperturister som os overnatte mod betaling.
Vi kom til en tom plads og først sent på eftermiddagen kom værten og fik sin betaling €20,00 pr. nat incl. strøm og bad.
Vi fik endnu en lejlighed til en cykeltur, da byen Otranto kun lå 10 km væk og der skulle man efter sigende kunne få en meget lækker sandwich kaldet "Puccia".
Vi kom på jernhestene og kom både gennem skov, langs strand og i byen med den flotte borg - og vi fandt også de lækre sandwich til frokosten. En tur på ialt 40 km.
Dagen efter havde vi planlagt at gå en lille vandretur ud til "Grotte de la Poesia" og "Torre de Sant'Andrea", som begge skulle ligge i det krystalklare turkise vand. Desværre var vejret ikke det bedste - regnvejr på noget af turen (15 km ialt), men benene blev rørt og det var flot, selvom farverne ikke kom helt til sin ret.
Den første restaurant vi faldt for var desværre optaget af privat fødselsdagsfest, men lige rundt om hjørnet lå der heldigvis en anden, som også så hyggeligt ud.
Som vi har oplevet det flere gange på denne tur, taler tjenere (og andre) kun italienst og menukort findes ofte ligeledes på italienst. Så vi fik trænet vores sparsomme italiensk og fik endda bestilt noget lækkert mad.